Palmesøndag 2020
I dag er det palmesøndag, der som bekendt indvarsler påsken. Det giver mig anledning til at reflektere lidt over, hvad påsken egentlig er, og til at skrue tiden lidt tilbage. Så, kære venner, her er et brev, hvor der går hele 530 ord, før I hører ordet Corona. Nyd det.
Inden jeg begynder min tidsrejse, vil jeg slå et slag for min You Tube kanal, som hedder Sigurd Barrett’s Officielle Kanal.
Den er netop blevet opdateret med en lang række film og musikvideoer, bl.a. 13 afsnit af det legendariske ”Sigurds Bjørnetime”. Alle kan kigge med, det er fuldstændig gratis, og man kan endda abonnere på kanalen og dele ideen med andre. Nye tiltag kommer til i nær fremtid, men nu er det tid til et tilbageblik:
Hvis vi starter med at rulle tiden 10 år tilbage, så var det palmesøndag 2010, Politikens Forlag og DKM udgav ”Sigurd fortæller Bibelhistorier”. Denne bog skulle vise sig at blive det kommende årtis mest sælgende børnebog med svimlende 300.000 solgte eksemplarer. Jeg takker af hele mit hjerte, at jeg fik den opgave, og at det blev mig betroet at formidle bibelhistorierne videre til de kommende generationer. Tak til de præster, som hjalp mig, tak til Søen Johan og Simon Kangas Larsen, der dengang repræsenterede DKM, Danmarks Kirkelige mediecenter. Jeg kan huske, jeg gik i kirke den påske og måske for første gang forstod, hvor stor påsken egentlig er. Det var der, Jesus blev forrådt, men det var også der, han tog alle synder på sig på korset. Om man tror eller ej, så er dette et utroligt billede på næstekærlighed, som alle kan bære med sig i hjertet. Til efteråret udgiver vi en jubilæumsudgave, og jeg håber, det vil kunne lykkes at samles og fejre det til den tid.
Spoler vi tiden 75 år tilbage, så var påsken 1945 slutfasen af Danmarks besættelse. Ikke mange uger efter påske kom nyheden om, at Danmark var blevet befriet fra den nazistiske besættelsesmagt. Det er ikke mærkeligt, at denne begivenhed stadig fejres med tændte stearinlys i vinduerne. Vi, som er vokset op uden at opleve fysisk krig udenfor vore vinduer, kan dårligt forstå, hvilket kæmpe privilegium, det er. Vi tager det måske for givet, men det er det selv sagt ikke. Årtiers, ja, århundreders kamp for frihedsrettigheder og demokrati har fået os til, hvor vi er nu. Lad os huske at fortælle vore børn om Danmarkshistorien og om alle de kampe, vore forfædre har kæmpet for, at vi kan leve det overskudsliv, vi lever i dag.
Rejser vi endnu længere tilbage i tiden, 100 år, så kommer vi til påskekrisen i 1920. Kong Christian den 10. ville ikke acceptere valgresultatet og mente, at Flensburg skulle have været dansk. Der opstod en stor diplomatisk krise, men der var intet at gøre; kongens magt var ikke længere så magtfuld som folkets stemme. Grænsen blev trukket der, hvor den går i dag. Det var det, vi alle skulle have fejret hele foråret, hvis ikke er var kommet en virus på tværs. Jeg håber, det lykkes at gennemføre nogle flere af de mange hundrede planlagte arrangementer dette forår, og ellers så lover jeg, at vi kommer stærkt tilbage til efteråret. Følg kalenderen på sigurdbarrett.dk.
Og endelig kan vi jo slutte med at spole tiden 2000 tilbage i tiden, til den palmesøndag, hvor Jesus ifølge Bibelen red ind i Jerusalem på sit æsel. Det motiv, som med Jeanette Brandts finurlige og humoristiske streg pryder forsiden af min børnebibel. Lad os fejre påsken i år med fokus på det nære. Både fordi vi er nødt til det, men også fordi verden har behov for det. For en gangs skyld flyver vi ikke hid og did, vi drøner ikke ud på forretningsrejser eller spiller koncerter, og vi har ikke konstant travlt med at gå til vigtige fester for at netværke eller møde andre. Nej, vi er hjemme med vore allernærmeste. For mange kan det være en kæmpe udfordring, men det er faktisk også en god mulighed for at nærme sig hinanden i familierne og prioritere samværet fremfor den evige rastløse livsstil, som jeg også selv har for vane at praktisere. Lad os vende os mod hinanden i disse påskedage, og lad os over net og telefon ønske alle dem, vi savner, en glædelig påske, med alt hvad det indebærer af fred og samvær. Og fællessang!
Til alle jer, som skulle have været til en af mine 112 koncerter dette forår, så er der som sagt nyt at hente på You Tube kanalen, og der er også nye tiltag på vej under mit navn på Spotify og andre musiktjenester. Så lad os ses der i ventetiden – og pas så rigtig godt på hinanden her i denne corona-påske, indtil vi kan ses igen, forhåbentlig snart.
RIGTIG GLÆDELIG PÅSKE TIL JER ALLE!
Kærlig hilsen Sigurd.